Skorpionen

DEN 23. oktober kl. 07:28 vandrer Solen ind i SKORPIONEN’s stjernetegn. Det er tid for at være mere introvert, eftertænksom, dyb og meditativ.
Det er blevet efterår – mørkt, koldt og blæsende, men SKORPIONEN står fast, selvom blæsten suser om ørene på den.

SKORPIONEN er et vandtegn, fast vand = is, og ingen kan som Skorpionen tage ’ismasken’ på, når den har brug for det.

SKORPIONEN er krigeren, og det er viljesplaneten PLUTO som er Skorpionens eksoteriske hersker. Personer der er født i Skorpionens tegn, eller personer med meget Skorpion i deres horoskop, er underlagt planeten Pluto.

NUMEROLOGISK er det 8’eren, som er knyttet til Pluto og Skorpionen. D.v.s. personer født den 8., 17., og 26. i en hvilket som helst måned, i et hvilken som helst år, bærer Skorpionens karaktertræk. Skorpioner og 8’ere er meget mistænksomme, og derfor holder de sig i lang tid i defensiven – de er lidt på vagt, og har brug for lige at føle sig ind på andre menneskers hensigter og motiver – om de vil dem det godt eller skidt.

Af alle stjernetegn er Skorpionen de mest mistænksomme – de ser fjender over alt. De tror der venter et bagholdsangreb, hver gang de skal ned til bageren efter morgenbrød. Og det er al den angst og sårbarhed, som ville have godt af at komme ud som følelser. MEN det gør de ikke – for Skorpionen kontrollere det hele – og især følelserne.

Måske fordi Skorpionen er det af vandtegnene, der er mindst villig til at indrømme sin følsomhed, er Skorpionen det mest sårbare af dem alle. Og den bruger så meget energi på at skjule sig bag et panser af mystik, styrke og mod. Samtidig håber og venter den faktisk på, at nogen vil komme og finde det lille ’sårede’ barn, som ofte gemmer sig bag skjoldet.

’ALT eller intet’ synes at være Skorpionens motto – Skorpionen er det mest konsekvente af de 12 stjernetegn. Og Skorpionens essens handler meget om: ’Had/kærlighed – enten/eller – sort/hvidt’. Der findes ikke mellemnuancer i dens verden – ingen plads til gråtoner på farvepaletten.
Det gør tingene noget komplicerede for Skorpionen selv – men i endnu højere grad for dens omgivelser…… !
Og det gør, at Skorpionen ofte ender i forhold, hvor jalousi og magtkampe bliver et tema.

Med en god portion stædig udholdenhed, bevæger Skorpionen sig ud i livet – passioneret og fanatisk med et eller andet.

Skorpionens følelsesmæssige intensitet og sårbarhed er både dens svaghed og styrke.
Det er ikke uden grund at Skorpionen bliver kaldt ’Den følsomme motorsav’.
Den har let ved at få sin vrede og aggressioner ud, og et hvert forsvar bliver til et angreb.

Skorpionen kan være vanskelig at komme ind på livet af, fordi den som udgangspunkt betragter nye mennesker som potentielle fjender, der skal iagttages – og i første omgang holdes på afstand.

Spørger du til en Skorpion: ’Hvordan går det?’ – har den straks de mistænksomme parader oppe: ’Hvad mener du med det – hvorfor spørger du om det’? Den er altid bevæbnet til tænderne. For hvem kunne lige komme og stikke en kniv i ryggen af den ?
Skorpionens stærke instinkt for at overleve kommer fra en dybtfølt frygt. Skorpionen føler, at hvis den ikke er ’bevæbnet’, vil den blive destrueret.

Skorpionen er en kriger, men ofte på en manipulerende og svær gennemskuelig facon – den arbejder i det skjulte, bag kulissen – og angriber når man mindst venter det. Den kan være ret kritisk og sarkastisk.
Det er ikke rart at have Skorpionen som fjende, så får vi at føle, hvad krig vil sige – uha.
Til gengæld – har du Skorpionen som ven, vil du opleve en grad af loyalitet, som du ikke troede mulig. For Skorpionen er vedholdende og stædig i både krig og kærlighed.

Skorpionen og planeterne i tegnet rummer en svær prøve – det er den stenede vej, smertens vej. Det der skal ske i Skorpionen, det er ’den store egoknusning’ – personligheden, kroppen, tanker og følelser skal renses. Vi bliver konfronteret med situationer og oplevelser fra tidligere inkarnationer, hvor vi ikke har handlet positivt og kærligt.

Og i lang tid slås Skorpionen med sig selv – med alle de negative sider som er inde i en selv. Sider vi godt er klar over er der – men sider vi ikke bryder os om, at andre skal kende til ….!
Og kodeordet for Skorpionen er: ’Man vinder ved at opgive kampen – og sejrer ved at knæle.’

Når Skorpionen bliver bevidst om, at livet ikke handler om at have magt over andre – men om at have magt over sig selv, så begynder den at gå den indre vej – lysets vej – sjælens vej.
Så begynder den esoteriske hersker MARS at virke – ikke samme Mars som hersker eksoterisk i Vædderen. Når Mars begynder at virke her på Skorpionens indre vej, så er MARS en ren energiplanet.

Skorpionen er blevet bevidst om, at den ikke længere skal slås med sig selv. Men derimod bede om hjælp i processen.
Tage lampen – lyset med ned i underbevidstheden, og lyse ud i alle krogene – finde de negative sider, og én af gangen bringe dem op i lyset, for at de kan blive forvandlet og transformeret.
Gennem den transformation bliver der åbnet op for Skorpionens åndelige energier og spirituelle kraft.

Så er SKORPIONEN’s symbol forvandlet til en ØRN, som er den fugl, som ved sin egen iboende kraft er i stand til at løfte sig højest op i luften. Den store transformation er sket.

Skorpionen har fundet den indre styring og blevet et eksempel til efterfølgelse – et LYS der lyser på andre

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

MENU